Om os

Majbritt

Jeg har altid arbejdet kreativt med mange forskellige materialer, herunder akvarelmaling og fotografering.

I 20 år har jeg arbejdsmæssigt “leget” med farver og sammen med kunder, heraf mange professionelle kunstnere, fundet kreative løsninger til alt fra visitkort til kunstbøger og store kunsttryk.

Efter jeg er blevet inspireret af de mange kunstnere, er jeg nu selv gået i gang med penslerne.

Når jeg fotograferer er det vigtigt for mig, at motiv, lys, skygge og skæve vinkler, går op i en højere enhed. Det prøver jeg nu at omsætte til akrylmalerier, hvor det er vigtigt for mig, at farvesammensætningen spiller sammen, hvad enten det er naturalistisk eller ej. Min fantasi løber ind imellem også lidt af med mig, og det afspejler sig også i mine billeder. Jeg hygger mig, når jeg arbejder ved staffeliet og glemmer både tid og sted. Selv kaffen, som står på bordet, glemmer jeg at drikke.

Esben

I mange år har jeg interesseret mig for fotografering, og forsøgt at frembringe seværdige resultater, som arbejdet med lys, farver og ikke mindst kompositioner, giver rig mulighed for. Da Majbritt i starten af 2017 for alvor begyndte at interessere sig for akryl-maling, ville vi afprøve, om det måske var en interesse vi kunne dele.

Jeg syntes det kunne være spændende at se, om det var muligt at omsætte noget af min viden fra fotograferingen, til det at lave malerier. I løbet af 2017 har jeg afprøvet forskellige retninger, hovedsagelig landskaber og abstrakte motiver. Jeg har også eksperimenteret med forskellige medier og teknikker. Det har været en spændende periode, man bliver jo aldrig færdig med at lære, og der skal fortsat eksperimenteres. Det vigtigste for mig er at lære mere og udvikle mig, men samtidig have det sjovt med det jeg arbejder med – og det går fint 🙂

Vores malerier

Vores malerier udføres med akrylfarver i studiekvalitet fra producenterne Royal Talens (Amsterdam-standard) og Winsor & Newton (Galeria). Disse kvaliteter sikrer, at malerierne er modstandsdygtige mod lysets nedbrydning (blegning), og at malingen ikke revner eller skaller af.

Alle malerier er desuden efterbehandlet med et lag lak, (mat, halvblank eller blank). Det beskytter mod U.V.-stråler og gør maleriet mere aldersbestandigt, det giver en ensartet overflade, og er en effektiv beskyttelse mod skidt og støv.

Rammer

Nogle malerier er i rammer, for andre kan man tilvælge, om malerierne skal monteres i en svæveramme. Vi benytter kvalitetsrammer, da det er vores erfaring at billigere rammer oftere “slår sig”, dvs. vrider sig skæve, og det er vi ikke interesserede i at montere vore malerier i.

Fortrydelsesret

Da der ikke er tale om nethandel, er et køb en bindende aftale, og køber kan som udgangspunkt ikke fortryde sit køb.

Ved køb at et maleri hos YourArt tilbyder vi imidlertid, at der ved den enkelte handel kan aftales en fortrydelsesret, således du indenfor en aftalt fortrydelsesfrist kan få maleriet byttet til et andet, eller få udstedt et tilgodebevis. Maleriet skal ved returneringen være i samme stand som ved købet.

(Der tages forbehold for eventuelle trykfejl på hjemmesiden).

“Skibe i natten”